søndag den 2. oktober 2016

Debunking Robert Pape using his own data



If you have tried to debate people who are convinced that there is no link between Islam and Jihadist terrorism then chances are that you have heard of Robert Pape and his studies of suicide terrorism.

Pape is a scientist who has studied suicide terrorism and concluded that it is not Islamic fundamentalism that is motivating the suicide terrorists, but rather foreign occupation. He has collected all known suicide terrorist attacks for the past 30 years, and on the basis of this data he claims to show that what almost all suicide terrorist campaigns have in common is not Islam, but a desire to get rid of a foreign military presence.

The theory not only fully exculpates Islam from any major role in the terror, but it also dovetails nicely with the idea that most of the problems we see in world are of our own making—which is comfortable to believe, because then we can easily do something about it. If only we stopped bombing and occupying the middle east, the problems of terrorism would go away.

Let me be honest up front: I am highly sceptical of the idea that Islam is completely blameless with respect to terrorism. We live in a world in which most—if not close to all—global terrorism is committed by Muslims, who cite their religion as the explicit motivation for their atrocities. If a terrorist attack was to occur tomorrow, we would not really be able to guess in advance, what the assailants socio-ecomonic background would be, where he came from and grew up, or what kind of personality he had. But we can guess with almost certainty that he will be a Muslim and that his last words will be Allahu Akbar.

Any credible theory of terrorism has to grapple with that fact. If the religion of Islam is to be considered completely unrelated to that fact, we would have to find a rival explanation for why this relation occurs, even though it is not causal. And such a rival theory must be supported by mountains of evidence. But most people rarely give such a coherent rival hypothesis; they just assume that such a theory must exist, because they are uncomfortable with the idea that there should be anything inherently bad about Islam. Pape, on the other hand, purports to have exactly such a theory.

If ever there was something that could change my mind on this topic, it would be a theory like the one Pape has put forward. That is, a theory that explains the apparent overrepresentation of Islamic terrorism, using some overlooked factor(s) that is indeed independent of the religion. A theory that not only has a plausible explanation for the phenomenon, but is also supported by a substantial amount of evidence. Pape claims to have just that, and thus he deserves to be taken very seriously.

Luckily, Pape has made all his data readily available for the public—a hallmark any scientist who is confident in his own conclusions—so everybody is invited to check his evidence for themselves. Let us see take a look then, and see how well his theory holds up to critical scrutiny.

mandag den 10. august 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Konklusion



Oprindeligt havde jeg tænkt mig at skrive endnu et indlæg, hvor jeg nok engang gennemgik et af Krasniks deadline interviews. Interviewet, som jeg havde tænkt mig at gennemgå, var med Inger Støjberg, og omhandlede den nye regerings stramninger på asylområdet. Men jeg følte ikke rigtig at der var nok stof i interviewet til at retfærdiggøre en fuld gennemgang. Derudover, så var det formentlig meget mere interessant at skrive om asylpolitikken generelt, fremfor at lade Krasniks interviewstil stjæle al fokus. Plus, at det efterhånden er blevet noget trættende at vade rundt i de samme pointer igen og igen. Hvis ikke I på nuværende tidspunkt allerede er overbevist om at Krasnik er uærlig i sine interviews, så kommer jeg nok ikke til at overbevise jer. Så jeg vil i stedet bruge lejligheden til at opsummere konklusionen på min gennemgang af Krasniks journalistik.

mandag den 3. august 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 4 - Mads Gilbert


I det næste eksempel skal vi se på et andet af Krasniks mere kontroversielle interviews. Denne gang er det hans interview med den norske læge Mads Gilbert, der har arbejdet på Shifa-hospitalet i Gaza under sidste års konflikt mellem Israel og Hamas. Gilbert har i løbet af konflikten været meget kritisk overfor Israel og har bl.a. anklaget dem for bevidst at angribe civile.

I interviewet i deadline angriber Krasnik denne ensidige fokus på Israel, og anklager samtidig Mads Gilbert for at støtte Hamas. Interviewet er bemærkelsesværdigt fordi Krasnik igen fokuserer meget på personen frem for argumenterne. Det er dog ikke nær så slemt som i interviewet med Hedegaard, hvor Hedegaards faglige troværdighed blev stærkt kritiseret. I Gilberts tilfælde går kritikken udelukkende på hans politiske synspunkter, hvilket Krasnik legitimerer med den begrundelse at seerne ikke skal tage Gilberts politiske synspunkter for gode varer, blot fordi han gør et stykke prisværdigt humanitært arbejde. Fair nok. Men var Gilbert klar over at det var det han gik ind til? Og er Krasnik ærlig i sin kritik af Gilbert?

fredag den 31. juli 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 3 - Morten Frisch


Det næste eksempel på Krasniks manipulation er noget anderledes. I stedet for at se på et interview fra Deadline, ser vi i stedet på en debat omkring omskæring, der fandt sted i Politikens debatspalter mellem Martin Krasnik og overlæge Morten Frisch.

I sommeren 2012 blev rituel omskæring flittigt debatteret, og Morten Frisch fik i kraft af sin egen forskning og aktivisme på området en del taletid i medierne. Krasnik, der selv går ind for omskæring af kulturelle årsager, skrev derfor i Politiken i slutningen af juli at "Nu kan det være nok". Hans indlæg var et meget personligt angreb på Morten Frisch, og han anfægtede direkte Frischs videnskabelige redelighed, samt kvaliteten af hans forskning.

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 2 - Henrik Sass Larsen


I det næste eksempel på Krasniks manipulerende journalistik skal vi se på hans interview med tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen. Interviewet handler helt konkret om det daværende salg af Nets – der administrerer bl.a. Nem-id, betalingsservice, Dankortet og E-Boks – til et par amerikanske investeringsfonde. Spørgsmålet, som Krasnik tager op, er om vi i kraft af Edward Snowdens afsløringer af amerikansk overvågning trygt kan overlade vores personfølsomme data i Nets til amerikanerne.

Interviewet adskiller fra det med Hedegaard, i den forstand at Hedegaard-interviewet i høj grad fokuserede på at angribe Hedegaards person, snarere end hans holdninger. Til trods for at det ikke er sidste gang at Krasnik går efter manden frem for bolden, så er det dog ikke noget han gør særligt tit, og der er ingen personangreb i interviewet med Sass Larsen. Men selvom der ikke er personangreb, så kan man dog stadig genkende elementer af interviewstilen fra Hedegaard-interviewet.

Interviewet er igen bygget op omkring den historie, som Krasnik ønsker at fortælle seerne. Denne gang er historien at den danske regering skulle være helt unikt naiv, når kommer til hvorvidt vi kan lade amerikanerne håndtere vores personfølsomme data. Denne historie er derefter underbygget vha. samme tvivlsomme omgang med referencer, hvor personer citeres ude af kontekst og bevidst får manipuleret deres udtalelser.

mandag den 27. juli 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 1 - Hedegaard del 2


Vi fortsætter med del 2 i det første eksempel på Krasniks manipulerende journalistik. I del 1 begyndte vi den systematiske gennemgang af interviewet, og vi nåede ca. halvvejs igennem. På dette tidspunkt har Krasnik på baggrund af et par citater ud fra et enkelt interview, der ikke var tiltænkt offentligheden, nu anklaget Hedegaard for at opfordre til vold mod de personer, der ikke deler hans synspunkter omkring islam.

I næste halvdel går Krasnik i flæsket på Hedegaards bog "I krigens hus", samt de personer Hedegaard omgås med. Indtil videre har vi "kun" oplevet en manipulerende fremstilling af interviewet – manipulerende i valget af spørgsmål, samt ved at tage obskure citater ude af kontekst – men Krasnik har endnu ikke været decideret uærlig eller løgnagtig i sine referencer; dette vil ændre sig markant i resten af interviewet.

søndag den 26. juli 2015

Krasnik og manipulerende journalistik: Case 1 - Hedegaard del 1



Velkommen til det første eksempel på Krasniks manipulerende journalistik. Her skal vi se på hans interview med Lars Hedegaard, der fandt sted kort tid efter at Hedegaard blev forsøgt myrdet på sin bopæl af en islamistisk ekstremist. Interviewet er formentlig Krasniks mest kontroversielle, men samtidig også et af hans mest roste.

Hvis du har set interviewet, og ikke i forvejen var kritisk overfor Krasnik, så mener du sandsynligvis at interviewet korrekt udstillede Lars Hedegaard som en vanvittig tosse, der tror at vi er under angreb fra en sammensværgelse begået af 40 muslimske statsledere, der har besluttet at ødelægge Danmark indefra, og hvis eneste kilde for denne påstand er en yderst tvivlsom person. Han er associerer sig med flere åbenlyse nutcases; er blevet forladt af sine tidligere meningsfælder på den islamkritiske fløj; og mener nu at vi sågar bør gribe til våben og forsvare os mod den islamiske invasion.
Dette er ikke overraskende. For det var præcis det billede Krasnik ønskede du skulle få. Problemet er bare at det ikke er sandt.